menu

De tre mest charmerende røvere i byen

onsdag 17. november 2021 Kasper, Jesper og Jonathan lister sig afsted på tå til Aalborg. Men bare rolig! De røver bare det, de må, og det de nu behøver. Vækker ordene genkendelsesglæde, er det med at sætte kryds i kalenderen. Mød røverne og folkene i Kardemomme By i Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC) 26. og 27. februar. En musikalsk teateroplevelse venter.

Syng med på Røvervisen og Papegøjen fra Amerika. Folk og Røvere i Kardemomme By byder på festlige og farverige oplevelser for hele familien.

En tur med linje 1 til Kardemomme By og alle dens skæve og sjove karakterer.

Den godmodige Politimester Bastian, skrappe Tante Sofie og Gamle Tobias er nogle af de bekendtskaber de tre røvere får på deres færd med at røve fra Kardemomme By. Ja, faktisk røver de endda Tante Sofie – og det slipper de ikke godt fra. Men de er ikke så slemme som så mange andre røvere. De holder nemlig mest af at sidde derhjemme og hygge sig.

En medrivende fortælling
Det er MCH Musical, der vækker den gamle historie til live på scenen. De har tidligere spillet den populære familiemusical for udsolgte sale, hvor stemningen blandt publikum var fantastisk. Der blev både grinet, klappet og sunget med under den medrivende teateroplevelse.

Forestillingen er både for dem, der kender historien, og for førstegangsbesøgende i den lille hyggelige by.

Lad dig fortrylle af teatermagien, når den morsomme historie udspiller sig i AKKC. Børn og barnlige sjæle kan glæde sig til fest i Kardemomme By, genhør med folkekære sange og gensyn med de tre charmerende røvere. Publikum skal have det så godt, som de kan med både Kasper, Jesper og Jonathan.

Billetter til Folk og Røvere i Kardemomme By d. 26. og 27. februar i AKKC/Europahallen er i salg og kan købes i AKKC’s billetkontor mandag, onsdag og fredag kl. 10-12 og 13-15 på tlf. 9935 5566 eller her. Billetprisen er 195 kr. inkl. gebyr.

Billetkontor: +45 9935 5566