menu

AKKC ramt af julefeber

torsdag 31. marts 2022 Symptomerne er bjældeklang for ørerne, hyggetrang og en voldsom lyst til at samles om en god oplevelse. Selvom det er forår, daler sneen i disse dage, så Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC) er blevet ramt af julefeber – og der er risiko for smittefare! Nu sættes familiekoncerten Alletiders Julekalendersange nemlig på plakaten sidste søndag i advent i AKKC. Sådan en dag i december er det bedste vi ved.

Det bliver’ jul. Julen er ovre. Den i år vil sikkert blive sjovere, end de mange vi har haft. Og det er fordi… Kaya Brüel og Ole Kibsgaard har sat sig for at finde frem til de 24 bedste og mest populære sange fra de mange TV-julekalendere gennem tiden. Sammen med et orkester præsenterer de publikum for et særdeles populært repertoire af julekalendersange – og man må gerne synge med.

Alletiders Julekalendersange
Kaya og Ole er on the road to jul og appellerer til alle os, der elsker hjerternes fest. De er på vej til dig… Med munterhed og adventshygge for hele familien. Deres rare stemmer og karisma får julestemningen til at sænke sig over publikum.

Vi vil ha’ gang i den, sang i den, mere ramasjang og tjubang i den. Der er nok at tage fat på: Juleønsket, Tinkas Juleeventyr, Vinterbyøster, Nissebanden, Jul på slottet, Alletiders Jul, Jesus og Josefine, Juletestamentet, Jullerup Færgeby og mange flere.

Alle - gamle som nye - vækker de juleminder. Flere af sangene fra de højtelskede julekalendere er blevet til klassikere og en fast del af det traditionelle repertoire i højtiden. Børn, voksne og barnlige sjæle kan se frem til at samles om en oplevelse fuld af julesang og julepjat.

Billetter til Alletiders Julekalendersange søndag 18. december kl. 16 i AKKC/Europahallen er i salg og kan købes her eller i AKKC’s billetkontor mandag, onsdag og fredag kl. 10-12 og 13-15 på tlf. 9935 5566. Billetprisen er fra 250 kr. inkl. gebyr.

Billetkontor: +45 9935 5566