menu

Jason Derulo giver eksklusiv koncert i Aalborg

mandag 21. februar 2022 Jason Derulo, kongen af TikTok kommer til Danmark! Det verdenskendte pop-ikon giver koncert i Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC) fredag 24. juni, som eneste sted i landet.

Derulo er verdenstoppen af poppen. Nu kommer den amerikanske hitmager til Aalborg. En af årets største koncertoplevelser venter, og AKKC kommer helt op at koge, når hitmageren giver den gas på scenen. Publikum kan ikke gøre andet end at wiggle, wiggle, wiggle.

En kæmpe dansefest
Derulo leverer hit efter hit. "Talk Dirty", "Ridin' Solo" og "Swalla" kan sætte gang i enhver fest. Danske fans kan godt gøre deres vildeste TikTok-moves klar. Derulo propper publikums øregange fuld af konfetti, når han spiller det ene dansehit efter det andet. Glæd dig til at skråle med.

Væbnet med charme indtager stjernen scenen i AKKC. De store popsange skyder ud af højttalerne, og rammer publikum lige i pophjertet, så floor slår gnister.

Kongen af TikTok
Med sit sangskrivningstalent, sin Michael Jackson-inspirerede vokal og sine influerende moves, går han forrest med nye trends på den internationale musikscene. TikTok-hits som "Savage Love" og "Take You Dancing" har gjort ham til kongen af et af de mest trendsættende sociale medier.

Som en slags danselærer deler Derulo sine fede moves til sangene, og hele verdens TikTok-brugere gør ham kunsten efter. Hans danse-trends skaber en slags community, der spænder bredt. Unge som gamle har filmet sig selv danse de populære trin. Platformen har på gennemgribende vis omformet hans forhold til sine fans.

- Det er en helt anden form for forbindelse, end jeg nogensinde har haft før, siger han.

For Derulo selv har den store succes med "Savage Love" også en symbolsk betydning.

- Det er en sang, jeg selv har udgivet, før et pladeselskab fik nys om den, og den eksploderede med det samme. Det øjeblik viste mig virkelig, at med hårdt arbejde og udholdenhed, kan du manifestere, hvad det er, du vil i livet, siger trendsætteren.

Billetter til Jason Derulo fredag 24. juni kl. 20 i AKKC/Aalborghallen sættes i salg 25. februar kl. 10 og kan købes her eller i AKKC's billetkontor mandag, onsdag og fredag kl. 10-12 og 13-15 på tlf. 9935 5566. Billetprisen er 395 kr. inkl. gebyr. Gylden cirkel: 495 kr. inkl. gebyr. Golden Circle billetter giver adgang til et afgrænset område tættest på scenen samt egen indgang til koncerten.

Billetkontor: +45 9935 5566