menu

Marvelous Mosell og Tue Track skruer lyden op!

tirsdag 05. april 2022 Rapper, danser, scratcher. Der bliver noget for alle sanser. Allieret med Tue Track inviterer Marvelous Mosell til svedekoncert i Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC) fredag 13. maj. Stemningen bliver fed. Mosell på mikrofonen. Tue Track bagved.

Fans af den 80’er inspirerede rap gør jer klar til at straffe dansegulvet. Retrorapperen Marvelous Mosell skruer lyden op, så du kan aktivere din krop til DJ Tue Tracks beats, der buldrer derudad. Der er gang i rytmen og høj musik. Crowdens applaus vil ikke aftage. Den dynamiske duo får AKKC til at koge med masser af nostalgisk tidslommerap toppet med forbudte dansetrin.

Magiske mystiske mageløse Mosell
Scratch, glimmer, lys og røg – kom forbi i dit sindssygeste tøj. Det er blevet tid til at få luftet det pangfarvede tracksuit, det iskolde kinametal og ikke mindst den helt hurtige brille! Marvelous Mosell har de skarpeste dansetrin og den svedigste garderobe. Hans brillesamling er verdens tungeste. Elton John er grøn af misundelse. Mosell er en kæmpe hiphop-original. Hans spraglede univers er fuld af magiske fortællinger, mystiske røverhistorier og mageløs fantasi. Sammen med hiphop-legenden Tue Track, der især er kendt fra den stilskabende hiphop-trio Malk De Koijn, har Mosell høstet ros fra både anmeldere og publikum. Sidst den sprængfarlige duo var på tour, røg billetterne hurtigere, end du kan nå at sige antikommerciel masseappel.

Billetter til Marvelous Mosell fredag den 13. maj 2022 kl. 21 i AKKC/Europahallen er i salg og kan købes her eller i AKKC’s billetkontor mandag, onsdag og fredag kl. 10-12 og 13-15 på tlf. 9935 5566. Billetprisen er 250 kr. inkl. gebyr.

Billetkontor: +45 9935 5566