menu

35 år med Kandis skal fejres i Aalborg 

mandag 11. september 2023 Danmarks ubetinget mest populære orkester hedder Kandis – og til januar fejrer de 35-års jubilæum med en Jubilæums Tour rundt i landet. Publikum får mulighed for at høre alle de største hits gennem tiden, knyttet sammen med anekdoter og sjove historier, når Johnny Hansen og resten af Kandis gæster Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC) 24. januar 2024 med deres 35-års Jubilæums Tour.

De fleste kender dem – En Lille Ring Af Guld, Lonnie Fra Berlin og Det’ Dit Navn – tre ud af en perlerække af hits, som alle har været med i toppen af diverse hitlister gennem de sidste 35 år, og er blevet en del af danskernes musikalske DNA.

Kandis spillede for første gang i januar 1989 og har sidenhen vundet danskernes hjerter gang på gang. Derfor kan publikum nu glæde sig til et overflødighedshorn af populære hits, fantastiske fortællinger og et orkester, der virkelig elsker sit publikum, når Kandis går på scenen i AKKC’s Europahallen onsdag 24. januar 2024 kl. 20.  

Kæmpe popularitet
Kandis er intet mindre end særdeles populære med deres 1,5 millioner solgte albums. De har skrevet historie som værende dét danske orkester, der igennem hele karrieren har modtaget allerflest hædersbevisninger i form af guld- og platinplader for deres samlede CD-produktion.

Kandis fik også slået deres popularitet fast, da de i år lukkede og slukkede Brønderslev Marked en mandag aften. Her blev arrangørerne overrumplet, da den store tilstrømning af markedsgæster, som var kommet for at se Kandis, lagde pres på ølforsyningen.

Det var en stor deja-vu-oplevelse for Brønderslev Marked, da de tilbage i 2021 måtte smide håndklædet i ringen og erkende, at de var tørlagt for øl, da Kandis var på scenen.  

Fem friske fyre
Når Kandis går på scenen i Europahallen, kan publikum se frem til et legendarisk hold bestående af fem friske fyre. I 2024 består Kandis af forsanger og guitarist Johnny Hansen, der har en charmerende stemme, som mange danskere forbinder med danskpop.

Jens Erik Jensens fingerspidser danser over tangenterne, når han giver den gas på keyboard. Frank Thøgersen har tidligere spillet sammen med Bamses Venner og Poul Krebs, men i dag er han at finde bag trommerne i Kandis.

Mads Hyldahl og Ole Svendsen er de nyeste skud på stammen, da de begge fik en opringning af Johnny Hansen, der ønskede dem som en del af orkesteret. Mads Hyldahl er lead guitarist, mens Ole Svendsen rocker bassen.

Til sammen udgør de fem fyre lyden af Kandis, og de er endnu en gang klar til at give publikum en forrygende oplevelse, når de til januar gæster AKKC med deres 35-års Jubilæums Tour. 

Kandis – 35-års Jubilæums Tour er arrangeret af Club Kandis. 
Billetter til Kandis – 35-års Jubilæums Tour onsdag 24. januar 2024 kl. 20.00 i AKKC/Europahallen er i salg og kan købes i AKKC’s billetkontor mandag, onsdag og fredag kl. 10-12 og 13-15 på tlf. 9935 5566 eller her. Billetprisen er 380 kr. inkl. gebyr. Der er et begrænset antal Study Tickets med 50% rabat til studerende. Læs mere på akkc.dk/study.  

Billetkontor: +45 9935 5566