menu

90’er fænomen klar med koncert i Aalborg

torsdag 15. juni 2023 Siger man Eagle-Eye Cherry har man automatisk også sagt Save Tonight. Med 470 mio. afspilninger på Spotify er sangen en vaskeægte 90’er-basker, som stadig holder i dag, og 15. februar kan Eagle-Eye Cherry opleves live på scenen i Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC).

Save Tonight. And fight the break of dawn. Come tomorrow. Tomorrow I’ll be gone. De linjer fra Eagle-Eye Cherrys kæmpe hit fra 1990’erne har mange hørt igen og igen – og ikke mindst skrålet med på ved utallige festlige lejligheder.

Med 470 mio. afspilninger på Spotify er Save Tonight en vaskeægte 90’er-basker, og det var også det hit, som svenske Eagle-Eye Cherry indtog hele verden med.

Efter utallige år med den ene turné efter den anden, holdt Eagle-Eye Cherry en pause fra spotlightet, men nu er han tilbage, og torsdag 15. februar kl. 20 får det nordjyske publikum heldigvis mulighed for at opleve ham, når han går på scenen i AKKC’s Europahallen.

25-års jubilæum
Den nye turné er med til at markere 25-året for Eagle-Eye Cherrys debutalbum Desireless, der gav ham det store gennembrud i hele verden. Albummet indeholdt det massive hit Save Tonight, som blev den mest spillede sang i radioen i USA det år.

- Det er svært at forstå, at der er gået 25 år. Selvom der er sket meget siden udgivelsen af albummet, føles det som om, det var i går. Desireless åbnede døren til en rejse, der stadig bliver ved med at føre nye overraskelser med sig, fortæller svenske Eagle-Eye Cherry.

Back on Track
Den nye turné kommer efter udgivelsen af Eagle-Eye Cherrys 6. studioalbum, som har fået titlen Back on Track. Dermed danner albummet også grobund for den nye Back on Track World Tour, der fører ham til lande som Brasilien, England, Frankrig, Portugal, Italien, Holland, og ikke mindst Danmark.

Det nye album indeholder blandt andet den nye single Rising Sun, der er en sang om fortiden og tabt kærlighed, men også en fejring af livet og de minder livet har givet. Alle de gode tider, der hjælper os mennesker igennem de svære.

Det nye album er skrevet efter Eagle-Eye Cherrys seneste verdensturné i 2019, og det er med stor forventning, at han glæder sig til at spille sangene live.

- Normalt er det svært at vælge, hvilke sange man skal spille fra et nyt album, når man skal på turné, men med dette album føler jeg, at vi kan spille hele albummet fra start til slut. Det er en fantastisk følelse, siger Eagle-Eye Cherry.

Billetter til Eagle-Eye Cherry – Back on Track World Tour i Aalborg i AKKC/Europahallen 15. februar 2024 kl. 20 sælges fra fredag 16. juni kl. 10 og kan købes her eller i AKKC’s billetkontor mandag, onsdag og fredag kl. 10-12 og 13-15 på tlf. 9935 5566. Billetprisen er 375 kr. inkl. gebyr. Der er et begrænset antal Study Tickets med 50% rabat.

Billetkontor: +45 9935 5566