menu

Aalborg kan ikke få nok af René Dahl Andersen

torsdag 04. maj 2023 Den tidligere narko- og undercoverbetjent, René Dahl Andersen, har gæstet Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC) med sine to foredrag Hærdet vol. 1 og vol. 2 hele fire gange – og billetterne bliver revet væk hver gang. Nu har stor efterspørgsel gjort, at publikum igen får mulighed for at opleve Hærdet vol. 1 tirsdag 22. august, før vol. 2 kommer til AKKC igen til september.

Den tidligere narko- og undercoverbetjent, René Dahl Andersen, er en populær mand i Aalborg.  Gang på gang bliver der udsolgt til hans foredrag Hærdet vol. 1 og Hærdet vol. 2, og mens salget brager derudad til Hærdet vol. 2 mandag 11. september, er det lykkedes AKKC, at føje 1’eren på plakaten igen.

- Efterspørgslen på billetter til René Dahl Andersens foredrag er enormt stor, og vi oplever, at der er mange, som ønsker muligheden for at opleve René Dahl Andersens første foredrag, før han går på scenen med anden omgang til september.

- Derfor er vi så glade for, at det nu er lykkedes, så alle har mulighed for at få den samlede fortælling med, fortæller Nadja Lynge, Producer i AKKC’s kulturafdeling.

I et ingenmandsland, hvor der kun er ens eget moralske kompas at styre efter, har René Dahl Andersen levet et barskt liv i en farlig og kriminel underverden.

Ved foredraget Hærdet vol. 1 i AKKC’s Europahallen tirsdag 22. august kl. 19:30 bliver publikum vidne til en række hårrejsende fortællinger fra René Dahl Andersens tid som narkobetjent og undercover-agent for PET og FBI.

Under foredraget stiller han blandt andet de fundamentale spørgsmål – kan et samfund med dets politi tillade sig at bryde loven for at opretholde det bedst muligt? Helliger målet midlet?

Optakt til Hærdet vol. 2
Publikum kan derfor lige nå at få starten af historien med om René Dahl Andersens vilde og barske liv, før den populære foredragsholder og forfatter går på scenen i Europahallen med Hærdet vol. 2 mandag 11. september.

I vol. 2 får publikum et dybere kig ind i en underverden, hvor man skal være ualmindeligt stærk, barsk og modig, for at kunne begå sig – og for at kunne overleve. Der er lagt op til en aften med true crime, når det er bedst… eller værst…

Billetter til René Dahl Andersen – Hærdet vol. 1 tirsdag d. 22. august 2023 kl. 19:30 i AKKC/Europahallen er i salg og kan købes i AKKC’s billetkontor mandag, onsdag og fredag kl. 10-12 og 13-15 på tlf. 9935 5566 eller via akkc.dk. Billetprisen er 270 kr. inkl. gebyr.

Billetkontor: +45 9935 5566