menu

AKKC og Live Nation i nyt samarbejde

fredag 30. juni 2023 Aalborg Kongres & Kultur Centers (AKKC) nye Drivhus-koncept har vakt national interesse. Nu i en sådan grad, at AKKC har indgået et nyt samarbejde med Live Nation om at kombinere Drivhuset med international standup fra The Comedy Store på udvalgte søndage. Premieren bliver 12. november.

AKKC lancerede deres nye Drivhus-koncept i foråret, og med en succesfuld premiere med Oh Land og Emely på scenen, en udsolgt comedy-aften med Conrad Molden og Henrik Danielsen, og 5-stjernede anmeldelser på stribe, går konceptet på sommerferie med bravour.

Allerede nu kan AKKC dog løfte sløret for, at de har indgået et samarbejde med Live Nation om en helt særlig tilføjelse til Drivhuset, hvor det kendte, internationale standup-koncept The Comedy Store rykker til Aalborg, som det eneste andet sted udover Bremen Teater i København.

The Comedy Store x Drivhuset vil foregå på udvalgte søndage, hvor man i bedste Drivhus-stil kan peppe sin søndag op med hyggelig lounge, god (tømmermænds)mad og international comedy med tre forskellige artister på scenen.

Premieren på The Comedy Store x Drivhuset bliver søndag 12. november, og de internationale artister bliver afsløret på den anden side af sommerferien.

En low key og sjov søndag
The Comedy Store er beskrevet som fødestedet for alternativ comedy i Storbritannien og har været et springbræt og startskud for utallige standup-stjerners karrierer, såsom Michael McIntyre, Eddie Izzard og Jimmy Carr.

The Comedy Store fik sin debut i Danmark på Bremen Teater i november 2021, og nu slår Live Nation sig sammen med AKKC om at bringe The Comedy Store til Aalborg.

The Comedy Store x Drivhuset bliver opskriften på den perfekte søndag, hvor man først kan hygge sig i de rolige loungeomgivelser med et brætspil, en kold cola og en pose chips, før Restaurant AKKC by MEST disker op med den lækreste (tømmermænds)menu, som til premieren står på pulled pork burger eller burger med svampebøf – begge dele med lækre stegte kartofler.

Fra kl. 20 står den på underholdning af tre internationale standup-komikere, så man er garanteret at slutte ugen af med et godt grin.

AKKC vil løbende føje endnu flere søndage med The Comedy Store x Drivhuset på plakaten, og allerede nu vil det nye samarbejde række et godt stykke ind i 2024.

Billetter til The Comedy Store x Drivhuset søndag 12. november 2023 kl. 18 i AKKC/Europahallen er i salg og kan købes i AKKC’s billetkontor mandag, onsdag og fredag kl. 10-12 og 13-15 på tlf. 9935 5566 eller her. Billetprisen er 275 kr. inkl. gebyr. Der er et begrænset antal Study Tickets med 50% rabat til studerende. Læs mere på akkc.dk/study.

Billetkontor: +45 9935 5566