menu

Andreas Bo klar med HÅR(D)rejsende onemanshow

torsdag 26. oktober 2023 Er Andreas Bo en provo, en spradebasse eller egentlig bare en komiker med sine meningers mod og stor selvironi? Måske det hele. Det er i hvert fald, hvad der kommer til udtryk i hans helt nye onemanshow HÅR(D), som gæster Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC) fredag 24. januar 2025.

Der er mange dygtige komikere, skuespillere, entertainere, satirikere og parodister i Danmark, men Andreas Bo er måske den eneste, der hører til i toppen af alle kategorierne.

Han kan dét, som alle ønsker at se – underholde og parodiere med en lårklaskende lethed, så publikum ikke er i tvivl om, hvad det drejer sig om.

Når Andreas Bo går på scenen i AKKC’s Europahallen fredag 24. januar 2025 kl. 19 med sit nye onemanshow HÅR(D), giver han endnu en gang en opvisning i alle hans komiske og ekvilibristiske virkemidler i et konstant ønske om at bringe komikken i al almindelighed i nye retninger.

Man kan lave sjov med alt
Somme tider skal man behandle ord og holdninger lidt som en bar hovedbund. Nogle gange er det bedst at udtrykke den nøgne, skaldede sandhed, og andre gang er det bedst at pakke det hele lidt ind eller dække det helt til.

I onemanshowet HÅR(D) går Andreas Bo hårdt til tidens emner og stiller de – for en komiker – helt relevante spørgsmål, som: Hvad er der liiige at være sur over, når man er født i verdens fedeste land?

Kan tidens forståelse for rummelighed rumme dem, som ikke kan rumme de rummelige? Og hvorfor skammer vi os over vores sans for ironi, når vi burde være stolte? Andreas Bo vil vise, at man kan lave sjov med alt – ikke mindst sig selv.

Manden med de mange talenter
Andreas Bos talent stikker i mange retninger. I 2012 drog han på turné med sit første onemanshow nogensinde, og der er sidenhen kun kommet flere til.

Han satte helt nye standarder for moderne humor, da han bragede igennem med sine fantastiske parodier af blandt andre Kim Larsen, Ole Henriksen og Thomas Blachman i Live fra Bremen samt Ole Thestrup og Ulf Pilgaard i Cirkusrevyen.

I efteråret 2016 havde han hovedrollen som Dirch Passer i den musikalske komedie Dirch. Han har desuden medvirket i underholdningsprogrammet Rundt på Gulvet og sit eget sketch-show Indenrigs – og så kender mange ham nok også som den onde biskop Stygge Krumpen fra julekalenderen Ludvig & Julemanden.

Andreas Bos uforlignelige efterligninger og mimik har resulteret i modtagelsen af flere priser. Han blev udråbt som Årets komiker ved Zulu Comedy Galla i 2011 og samme år blev han også Årets TV-skuespiller.

I 2012 blev han igen hædret for sit talent, da han fik tildelt Tribini-prisen, og så har han indenfor revy været nomineret til Årets Dirch flere gange.

Andreas Bo har senest deltaget i den igangværende sæson af Vild Med Dans, hvor han desværre måtte forlade dansegulvet i program fire.

Billetter til Andreas Bo – HÅR(D) i AKKC/Europahallen fredag 24. januar 2025 kl. 19 er i salg og kan købes i AKKC’s billetkontor mandag, onsdag og fredag kl. 10-12 & kl. 13-15 på tlf. 9935 5566 eller her. Billetprisen er 345 kr. inkl. gebyr.

Billetkontor: +45 9935 5566