menu

Jan Gintberg bringer MIRAKLET til Aalborg

fredag 01. december 2023 I 2025 rammes nordjyderne igen af sanselig, satirisk og stærkt lårklaskende comedy, når den altid utøjlede entertainer og komiker Jan Gintberg åbner scenetæppet for sit spritnye og store comedyshow MIRAKLET. Showet gæster Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC) lørdag 22. marts 2025.

Jan Gintberg er én af Danmarks sjoveste og skæveste komikere med den karakteristiske stemme, som mange danskere nok genkender som dragen Mushu fra Mulan og det talende Æsel fra Shrek – et par sjove karakterer, som meget godt afspejler den humoristiske og skæve entertainer, Jan Gintberg er.

Hans omfavnende humoristiske betragtninger om livet blandet sammen med hans sikre satiriske stikpiller rammer altid plet i den danske selvforståelse. Han tager publikum med på en mageløs og mirakuløs rejse ind i sjælens dummeste afkroge, når han bringer MIRAKLET til AKKC’s Aalborghallen lørdag 22. marts 2025.

Gandhi eller Gintberg?
Jan Gintberg debuterede på den danske comedyscene i 1992, og efter fem år i branchen blev han kendt af alle danskere som den vrede mand, der i P3’s uhyre populære fredagsprogram Tæskeholdet brølede sin ’Tale til Nationen’ ud til lytterne. Tæskeholdet var så populært, at de tog på turné i 1997.

Året efter tog Jan Gintberg, som den første danske standupkomiker, på turné med sit eget selvstændige og storstilede onemanshow ’Det ligger i generne’. Det fik bragende anmeldelser, og siden har han jævnligt turneret landet rundt med sine mange onemanshows, som alle har scoret topkarakterer hos både anmeldere og publikum.

Jan Gintberg har ud over sin store sceneaktivitet udfoldet sig som vært og redaktør på en lang række samfundssatiriske tv-programmer på DR og TV2. Fra 2011-2015 kombinerede han genrerne comedy og dokumentar i den populære DR-serie ’Gintberg på kanten’, hvor han de første par sæsoner tog pulsen på Udkantsdanmark og derefter på institutioner i den offentlige sektor.

- Jeg ser mit humoristiske virke lidt ligesom Mahatma Gandhi’s. Det behøver ikke være decideret smukt, men det skal satme kunne blæse noget luft ind under sarongen! Ja, det kan godt være, det var Troels Lund Poulsen, der sagde det… men det gør det jo ikke mindre mirakuløst, siger Jan Gintberg om sit virke og det nye comedyshow MIRAKLET.

Billetter til Jan Gintberg – GINTBERG MIRAKLET – LIVE 2025 i AKKC/Aalborghallen lørdag 22. marts 2025 kl. 20 er i salg og kan købes i AKKC’s billetkontor mandag, onsdag og fredag kl. 10-12 & kl. 13-15 på tlf. 9935 5566 eller her. Billetprisen er 300-400 kr. inkl. gebyr. Der er et begrænset antal Study Tickets med 50% rabat til studerende. Læs mere på akkc.dk/study.

Billetkontor: +45 9935 5566