menu

Kærlighed og bedrag i dødelig harmoni

mandag 09. oktober 2023 En smuk japansk geisha og en amerikansk søofficer udfordrer kærligheden i Giacomo Puccinis opera, Madame Butterfly. Den smukke, men dramatiske opera bliver opført i en smuk koncertversion af Det Kongelige Kapel med danske og internationale stjernesolister samt Det Kongelige Operakor i Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC) 5. maj 2024.

Den tragiske kærlighedshistorie om den japanske geishas møde med en amerikansk søofficer i Nagasaki er dybt bevægende.

Puccini udfordrer kærligheden i operaen Madame Butterfly, der kan opleves i ny koncertversion fra Det Kongelige Teater med danske og internationale stjernesolister og Det Kongelige Operakor ledsaget af Det Kongelige Kapel.

Hele seancen udspiller sig på Aalborghallens scene i AKKC søndag den 5. maj 2024 kl. 15.

Kærlighedens inderste væsen
Madame Butterfly er en af verdens mest populære operaer, og publikum kan godt gøre sig klar til at blive revet med af de smukke melodier og store følelser.

Madame Butterfly tager publikum med helt ind i kærlighedens inderste væsen og sværeste livsvalg. Dagen efter urpremieren skrev Puccini til en ven, at ”min Butterfly forbliver, hvad den er: den mest følsomme, udtryksfulde opera, jeg har skrevet.”

Tragisk kærlighedshistorie
Da den unge Cho-Cho San bliver gift med den amerikanske løjtnant B.F. Pinkerton, er hun sikker på, at det er den store kærlighed.

Derfor er hun heller ikke bekymret, da han rejser hjem til Amerika – for selvfølgelig vil han vende tilbage til hende.

Men Pinkerton ser mest af alt sin japanske brud som et tidsfordriv, og han indser for sent, at det får alvorlige konsekvenser, når man leger med et ungt, tillidsfuldt hjerte.

Den Kongelige Operas sopransolist Gisela Stille kan opleves i det ikoniske parti som hovedrolle, Cho-Cho-San, og Pinkerton synges af den internationalt anerkendte, newzealandske tenor Thomas Atkins.

Helt særligt besøg
Da Det Kongelige Kapel akkompagnerer både ballet og opera på Det Kongelige Teater, er kalenderen så fuld, at det er en kunstøvelse at finde en ledig dato.

Alt skal gå op i en højere enhed for, at det kan lykkes at flyve de godt 100 musikere og sangere frem og tilbage fra København til Aalborg på én dag, og samtidig skal det kunne passes ind i en travl kalender hos AKKC.

Publikum kan derfor glæde sig til et helt særligt besøg og en medrivende operakoncert, der giver tårer i øjnene på den gode måde.

Billetter til Madame Butterfly søndag den 5. maj 2024 kl. 15.00 i AKKC/Aalborghallen er i salg og kan købes i AKKC’s billetkontor mandag, onsdag og fredag kl. 10-12 og 13-15 på tlf. 9935 5566 eller her. Billetprisen er fra 360-650 kr. inkl. gebyr. Early Bird rabat på 50 kr. pr. billet frem til 1. november. Der er et begrænset antal Study Tickets med 50% rabat til studerende. Læs mere på akkc.dk/study.

Billetkontor: +45 9935 5566