menu

Kender du ikke navnet, så kender du stemmen

onsdag 11. oktober 2023 Lyden af Lars Thiesgaard er lyden af barndommen. Han er nemlig stemmen bag mange populære karakterer fra både tegnefilm og -serier såsom Pumba, Scooby Doo og Grisling. Nu er Lars Thiesgaard klar til at dele nogle af sine sjoveste oplevelser, når han gæster Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC) 7. november.

Hvordan mon det er at dele stemme med en anden… eller mange andre? Det ved Lars Thiesgaard alt om – de fleste har endda stødt på hans stemme, selvom de måske ikke lige er klar over det. I over 30 år har Thiesgaard nemlig sørget for, at danske børn kunne vokse op med dansktalende karakterer i tv’et.

Når udenlandske tegnefilm skal have dansk tale, kaldes det dubbing, og det er en stor industri, der kan give underholdende fortolkninger.

Du kan opleve manden bag stemmerne og hans mange anekdoter, når Lars Thiesgaard indtager Europahallen i AKKC tirsdag 7. november kl. 19 med sit nye foredrag ”Manden med de 1000 anekdoter”. 

Genkendelig stemme 
Lars Thiesgaards arbejde er et levende eventyr. Han er stemmen bag uendeligt mange højtelskede karakterer såsom Pumba, Sorteper, Grisling, Gargamel, Yoda, Scooby Doo og Jokeren og mange flere.

Udover de kendte karakterer har han også vækket mindre kendte karakterer til live i sin dubbing-karriere fra serier som James Bond Junior, Mario Brødrene, Familien Adams, Power Rangers og Cowboys fra Moo Mesa. 

Uforudsigelig karriere 
Lars Thiesgaard blev uddannet fra Odense Teaterskole i 1983 og rejste efterfølgende til København, hvor han arbejdede i et teater. ”Jeg tog en efteruddannelse som dubber af tegnefilm, og så begyndte arbejdet at komme.

Jeg gav det fem år, før jeg ville vende tilbage til teateret. Jeg kom aldrig tilbage”, fortalte Thiesgaard i et interview til Fyens Stiftstidende i 2021. 

Til foredraget vil Thiesgaard præsentere nogle sjove eksempler på de udfordringer, der er opstået under castings, oversættelser og tilpasning af danske replikker til originalfilm.

Desuden vil han dele nogle sjove oplevelser fra arbejdet med skuespillere og komikere i studiet, hvor alle udfordringerne blev løst, men nogle gange på en yderst overraskende måde. 

Publikum kan glæde sig til en aften med mange skæve, skøre, sjove og nogle gange farlige historier fra dansk dubbings forunderlige verden. 

Billetter til Lars Thiesgaard – Manden med de 1000 anekdoter tirsdag den 7. november 2023 kl. 19.00 i AKKC/Europahallen er i salg og kan købes i AKKC’s billetkontor mandag, onsdag og fredag kl. 10-12 og 13-15 på tlf. 9935 5566 eller her. Billetprisen er fra 259-299 kr. inkl. gebyr. Der er et begrænset antal Study Tickets med 50% rabat til studerende. Læs mere på akkc.dk/study

Billetkontor: +45 9935 5566