menu

Slip din indre detektiv løs til Julemysteriet

tirsdag 05. september 2023 Er du vild med gåder og mysterier? Har du en indre Sherlock Homes eller Hercule Poirot gemt i maven, som du gerne vil sætte fri? Så kom med på en fortryllende rejse tilbage til 1920'erne, når Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC) afholder Julemysteriet fra fredag 17. november til lørdag 25. november.

Julemysteriet er en unik form for julefrokost med spænding, god mad og underholdning. Hele aftenen kredser om et mysterium, som gæsterne skal være med til at opklare ved hjælp af ledetråde, der både bliver tilsendt, inden aftenen begynder, og kommer i løbet af aftenen.

Gæsterne kan læne sig tilbage og nyde aftenen og det unikke koncept i Europahallen i AKKC fredage og lørdage 17.-25. november kl. 18. 

Et af de vigtigste elementer i en god julefrokost er selvfølgelig maden, og det gælder naturligvis også til Julemysteriet, hvor AKKC har fokus på at give gæsterne den helt store smagsoplevelse.

Restaurant AKKC by MEST vil nemlig kreere en lækker 3-retters menu og appetizer lavet på gode råvarer, inspireret af aftenens mysterium. 

Årets tema 
Julemysteriet er et helaftenskoncept udviklet af AKKC’s kulturafdeling, og det kan derfor ikke opleves andre steder. I år er temaet 1920’erne, og gæsterne er mere end velkomne til at gå all in på fjerboa, hatte, fine kjoler og jakkesæt i bedste The Great Gatsby- og Peaky Blinders-stil.

Selve mysteriet og underholdningen er hemmelig, men det kan allerede nu afsløres, at det tager udgangspunkt i Aalborg, og at det er skræddersyet specielt til det nye julefrokostkoncept. 

- Vi glæder os helt vildt til at åbne dørene til Julemysteriet, og vi er sikre på, at det bliver en utroligt underholdende aften. Tanken er, at konceptet skal videreføres fra år til år med et nyt mysterium, nyt årti som tema og nye artister, men at selve grundidéen føres videre. Så vi er virkelig spændte på, hvordan publikum tager imod det, fortæller Kristine Ringstrøm Kock, Producer i AKKC.

Aftenens detektiv 
Gæsterne vil være i trygge hænder, for i år er aftenens detektiv ingen ringere end Peter Andersen alias dragqueenen DQ, som for alvor blev kendt, da hun vandt Dansk Melodi Grand Prix i 2007 med sangen Drama Queen.

DQ har i over 20 år lavet og produceret sit eget dragshow, og har optrådt i diverse tv-shows bl.a. Go’ morgen Danmark, Aftenshowet, Masterchef m.fl., så hun ved, hvad det vil sige at holde en fest.

DQ vil i løbet af aftenen guide gæsterne gennem aftenens mysterium og vil undervejs hjælpe med at indsamle ledetråde, så det store julemysterium kan blive løst. 

Billetter til Julemysteriet fredag 17. november 2023 kl. 18.00, lørdag 18. november 2023 kl. 18.00, fredag 24. november 2023 kl. 18.00 og lørdag 25. november 2023 kl. 18.00 i AKKC/Europahallen er i salg og kan købes i AKKC’s billetkontor mandag, onsdag og fredag kl. 10-12 og 13-15 på tlf. 9935 5566 eller her. Billetprisen er 925 kr. inkl. Gebyr. 

Billetkontor: +45 9935 5566