menu

Stærk. Strålende. Sårbar. Skarp. Sej. Stine. 

torsdag 07. september 2023 Stine Bramsen er efterhånden blevet alle-kvindes-eje i kølvandet på sit nye album Blonde & Blank, og nu kan publikum godt begynde at glæde sig. Hun gæster nemlig Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC) 29. september som en del af sin nye akustiske turné, der vil kredse om albummets sange.

Den 8. marts annoncerede den populære sangerinde, Stine Bramsen, sin kommende turné, og det var ikke tilfældigt, at hun gjorde det netop dér.

Det var nemlig på kvindernes internationale kampdag - og kvinder er også centrum for hendes nye album Blonde & Blank, som publikum kan opleve i Europahallen i AKKC fredag den 29. september kl. 20.

Albummet, der er blevet kaldt ”et mageløst og modent soundtrack til den moderne kvindekamp”, består af 11 stærke sange, der gør op med den kvindelige eksistens og de temaer, som både fylder og står i vejen for kvindekønnet. 

Feeling af feminisme 
Den erfarne sangerinde har samlet et hold bestående af nogle af landets dygtigste kvindelige musikere nemlig Kajsa Vala, Emilie Espichicoque og Anja Kolyova, der skal være med til at give en feeling af feminisme på scenen.

Kajsa Vala er en gudsbenådede guitarist, der også er soloartist i sit eget navn, Emilie Espichicoque er både trommeslager, perkussionist, sanger og danser, og Anja Kolyova spiller til daglig bas i bandet Total Hip Replacement. 

- Jeg startede karrieren i et drengeband (Alphabeat), som jeg både boede, turnerede og lavede plader med. Nu har jeg lyst til at prøve at være omkring kvinder både på og bagved scenen, og se hvordan det er, og hvad det gør ved mig og musikken live, udtaler Stine Bramsen om bandets sammensætning.

Anmelderroste album 
Albummet Blonde & Blank har fået en varm modtagelse af flere kritikere. Det modtog blandt andet fem ud af seks stjerner fra GAFFAs anmelder, der skrev: ”den erfarne sangerinde har fundet ind til kernen i den kvindelige eksistens og leverer den med største overbevisning på første udspil i syv år”. 

Stine Bramsens lyd er blevet moden sammen med hende, og hun formår på albummet at være dén danske stemme, som mange unge kvinder har manglet.

Den får det nordjyske publikum nu mulighed for at høre i Europahallens intime rammer. 

Billetter til Stine Bramsen fredag den 29. september 2023 kl. 20.00 i AKKC/Europahallen er i salg og kan købes i AKKC’s billetkontor mandag, onsdag og fredag kl. 10-12 og 13-15 på tlf. 9935 5566 eller her. Billetprisen er 380 kr. inkl. gebyr. Der er et begrænset antal Study Tickets med 50% rabat til studerende. Læs mere på akkc.dk/study. 

Billetkontor: +45 9935 5566