menu

TEDxAalborg vender retur til AKKC

onsdag 25. oktober 2023 TEDxAalborg bringer igen det verdensomspændende TED Talk-fænomen til Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC) torsdag 18. januar 2024 med fem lokale oplægsholdere på plakaten. Konceptet har en mission om at give ordet til folk med viden og ideer, der sætter gang i samtaler og debatter.

TEDxAalborg er den lokale fraktion af det globale formidlingskoncept TED (Technology, Entertainment, Design) - med kendte TED Talks. Her inviteres mennesker med ekspertviden på deres felt til at holde oplæg for publikum.

Det er skabt i ånden af TED’s overordnede mission om at forske i og opdage ideer, der er værd at sprede. TEDxAalborg blev afholdt i Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC) sidste år og vender nu retur torsdag 18. januar 2024 kl. 19 med fem lokale oplægsholdere, der står klar til at dele ud af deres viden.

Fem forskellige forskere
Den mexicanske smerteforsker Daniela Montemayor Zolezzi blev fem år inde i sine medicinstudier diagnosticeret med en af de mest smertefulde kroniske smertetilstande.

I sin TED Talk vil hun derfor tale om den mest nødvendige og grundlæggende menneskelige forskning, som er en konfrontation med sig selv og andre – en transformation ledet af smerte, men hvor der er mere taknemmelighed end lidelse.

Cornelia Cora Nelly Hersland er selvstændig socialantropolog, kunster og DJ, der arbejder på at udvikle innovative kvalitative metoder, som bygger bro mellem kunst og antropologi gennem kreative projekter.

Til TEDx vil hun invitere publikum til at prøve nogle antropologiske deltagerobservationsmetoder for at lade os forstå forbindelsen mellem den observerende sindstilstand og flow-teorien.

Noah Holtegaard er en transmaskulin non-binær kunstner, der arbejder med digital kunst, som ofte kredser om queerness og transness.

I sin TED Talk ønsker Noah Holtegaard at give en stemme til dem, der aldrig har haft en stemme før, fortælle historier om transkønnede mennesker, der aldrig er blevet fortalt før og vise kroppe, der aldrig er blevet vist før.

Da John Dirk Vestergaard Nielands bedsteforældre døde af kræft, gjorde han det til en mission at forske i og skabe medicin til sygdomme, der ikke kan behandles.

Til TEDx vil han dykke ned i, hvordan en ubalance i kroppens energiproduktion fra glukose til lipider inducerer og forværrer hjernesygdomme samt diskutere handlekraftige skridt, som patienter kan tage for at påvirke udviklingen af deres tilstand.

CEO og Co-founder af Homerunner, Per Imer, har arbejdet med cirkulære logistiske løsninger, som er i vækst og forventes at vokse otte gange så meget de næste fem år.

Per Imer vil i sin TED Talk tale om, hvad det kommer til at betyde for den enkelte, for samfundet og for forretningsmodellerne.

Fra Amerika til Aalborg
Siden 1984 har det amerikansk-canadisk mediekoncept TED afholdt konferencer med eksperter og meningsdannere fra alle afkroge af vidensfeltet omkring teknologi, underholdning og design.

Det har for længst vokset sig til et globalt fænomen og er nok det mest velkendte vidensdelingsformat på verdensplan. Et af formaterne under TED-paraplyen er TEDx, som er grupperinger af TED-arrangør verden over, der stabler deres egne arrangementer på benene lokalt.

TEDxAalborg har siden 2013 afholdt arrangementer med stor succes i Aalborg – og torsdag 18. januar 2024 bliver ingen undtagelse.

Aftenens konferencier er Gittemarie Johansen, som gav en TED Talk sidste år.

Arrangementet er et samarbejde mellem TEDxAalborg, Vigeur og AKKC.
Billetter til TEDxAalborg i AKKC/Fakultetet torsdag 18. januar 2024 kl. 19 er i salg og kan købes
i AKKC’s billetkontor mandag, onsdag og fredag kl. 10-12 & kl. 13-15 på tlf. 9935 5566 eller her. Billetprisen er 120 kr. inkl. gebyr.

Billetkontor: +45 9935 5566