menu

Vin og vanvid til rund fødselsdag

torsdag 05. oktober 2023 Fra børn og fulde folk skal man høre sandheden, lyder ordsproget. Karakteren, Damen med de blå tænder, hører til den kategori, og efter lidt for meget rødvin fortæller hun helt bestemt sandheden - også så den gør ondt. Nu vender hun tilbage i et nyt musikalsk skuespil, der kan opleves i Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC) 31. oktober.

Man kender måske, hvordan for meget rødvin kan virke som et sandhedsserum, der kan sparke gang i lysten til at fortælle sandheden, og rive tæppet væk under dem der står i søgelyset.

Det kender damen med de blå tænder alt til, og nu har hun fødselsdag - endda en rund én af slagsen. Det skal selvfølgelig fejres med masser af rødvin, ærlige sandheder og pinlig tavshed, når den musikalske forestilling udspiller sig på Europahallens scene i AKKC tirsdag den 31. oktober 2023 kl. 20.

Intet går som planlagt
Damen med de blå tænder har inviteret både venner og bekendte, men intet går, som hun havde planlagt, da afbuddene langsomt strømmer ind.

I selskab med mundskænk og middagspianist, Torben Steno, kæmper damen sig gennem middagen i forsøget på at forstå, hvor det gik galt, og hvad der skete.

I rødvinens blålige skær reflekterer hun og hendes syndebuk over livets store spørgsmål, og hvorfor det, vi plejer at gøre, ikke længere virker.

Kraftpræsentation, som efterlader salen måbende
Stykket har fået en varm modtagelse af flere kritikere, der blandt andet påpeger, at Mette Horn i hovedrollen brillierer som Damen med de blå tænder.

Stykket modtog blandt andet fem ud af seks stjerner fra KulturBunkerens anmelder, der skrev: ”Mette Horn leverer en kraftpræstation, som efterlader salen måbende (…)”, samt fire stjerner fra Jyllands-Posten.

Skål for en aften uden betydning
Damen med de blå tænder blev skabt af Lotte Svendsen og Mette Horn til TV-satiren Emmas Dilemma, som debuterede i 2001.

Scenen var en middag med gamle veninder, hvor åbningsreplikken lød: ”Nå, nu er taxaerne bestilt. Skal vi så ikke skåle for, at vi er kommet igennem endnu en aften, hvor der ikke er blevet snakket om en skid, der betyder noget?”. Og så faldt sandhederne.

Mette Horn er, udover Damen med de blå tænder, også kendt for sin medvirken i Rejseholdet, Hotellet og som mor i filmen Max Pinlig. Derudover har hun tidligere medvirket i Folketeatrets De lystige koner, Den politiske kandestøber og Drengen, der ville være vægtløs. Udover Horn spiller også Torben Steno, Christiane Bjørg Nielsen og Sophie Marie Jeppesen med i stykket.

Billetter til Damen med de blå tænder – Den runde fødselsdag tirsdag den 31. oktober 2023 kl. 20.00 i AKKC/Europahallen er i salg og kan købes i AKKC’s billetkontor mandag, onsdag og fredag kl. 10-12 og 13-15 på tlf. 9935 5566 eller her. Billetprisen er fra 310-350 kr. inkl. gebyr. Der er et begrænset antal Study Tickets med 50% rabat til studerende. Læs mere på akkc.dk/study.

Billetkontor: +45 9935 5566