menu

Ny eventyrlig juleballet kommer til Aalborg

onsdag 14. februar 2024 I Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC) er der tradition for at give nordjyderne en helt unik juleoplevelse – og i år er den nye, romantiske juleballet Sneprinsessen klar til at tage publikum med på et magisk juleeventyr torsdag 5. december 2024.

Den Ukrainske Etoile Ballet præsenterer den helt nye juleballet, Sneprinsessen, med musik af Mozart, Vivaldi, Halvorsen, Grieg og Leontovich.

Sneprinsessen er baseret på H.C. Andersens eventyr Snedronningen, og handler om den smukke prinsesse, hvis hjerte er frosset til is – og kun kærligheden kan optø hendes frosne hjerte.

Sneprinsessen tager på turné i hele Skandinavien, hvor Aalborg heldigvis har indskrevet sig i turplanen – så det nordjyske publikum kan se frem til en fortryllende juleoplevelse torsdag 5. december 2024 kl. 19.

En fascinerende og romantisk historie
Den smukke prinsesse Sofia er ensom, og ensomheden har forvandlet hendes hjerte til is. Når hun kigger i det magiske spejl, ser hun, hvordan andre lande glædeligt fejrer julen.

Hun beslutter sig for at tage dertil for at komme tættere på stedet, hvor alle er glade.

Et skæbnesvangert møde med en ung mand gør hende så opløftet, at hendes iskolde hjerte begynder at tø. Men pludselig forvinder prinsessen, og hele byen begynder at fryse til is.

Den unge mand er opsat på at finde den forsvundne prinsesse og redde den frosne by, så han begiver sig afsted på et farefuldt eventyr.

Støtte til Ukraine
Sneprinsessen danses af ukrainske, professionelle balletdansere, der gennem årene har vundet flere internationale balletturneringer.

Historien er koreograferet af Andreas Heise, der i mange år har arbejdet på den Norske Opera. Ideologerne og scenografierne i balletten er udviklet af Irina Khandazhevskaya, der er grundlæggeren af Classical Ukrainian Etoile Ballet.

Sneprinsessen præsenteres af den norske organisation Kultur for Folket for at støtte ukrainsk klassisk balletkunst og ukrainske kunstnere, som ikke har mulighed for at optræde i deres hjemland.

Balletten tager på turné i november og december i både Norge, Sverige og Danmark.

Billetter til Sneprinsessen – Classical Ukrainian Etoile Ballet torsdag 5. december 2024 kl. 19 i AKKC/Aalborghallen er i salg og kan købes i AKKC’s billetkontor mandag, onsdag og fredag kl. 10-12 & kl. 13-15 på tlf. 9935 5566 eller her. Billetprisen er 495-695 kr. inkl. gebyr.

Der er Early Bird rabat på 50 kr. pr. billet indtil 1. juni 2024. Ved køb af fire eller flere billetter samlet gives der rabat på 100 kr. pr. Billet – gruppebilletter skal købes via AKKC’s billetkontor. Der er et begrænset antal Study Tickets med 50% rabat til studerende. Læs mere på akkc.dk/study.
Børn og unge op til og med 15 år kan købe børnebillet.

Billetkontor: +45 9935 5566