menu

Glamrock konkurrenterne Sweet & Slade mødes igen i dobbeltkoncert

fredag 21. februar 2020 Det er poppet rock for fuld udblæsning, når de ikoniske glamrock-bands Sweet & Slade spiller i Aalborghallen lørdag 7. marts i Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC).

Når man snakker glamrock, er det umuligt at komme uden om de britiske bands Sweet og Slade, der i den grad satte deres præg på rockgenrens uprætentiøse og poppede modreaktion i 70’erne. Sweet og Slade anses som nogle af de mest indflydelsesrige bands op igennem 70’erne, 80’erne og 90’erne.

Sweet har med 30 millioner solgte plader sat en fed streg under deres internationale succes, og Slades popularitet kan næppe benægtes med hele 23 Top-20 singler.

Til stor glæde for deres mange fans rundt omkring i hele verdenen kan deres legendariske sange stadig opleves live den dag i dag. Publikum kan se frem til et genhør med store hits som ”Cum On Feel The Noize”, ”Ballroom Blitz” & ”Fox On The Run”, og der er rig mulighed for at give den gas ude på gulvet, når gutterne fyrer op for rockfesten.

Gamle medlemmer er blevet og nye er kommet til i de famøse bands. Sweet har et originalt bandmedlem i form af guitarist Andy Scott, og de øvrige medlemmer består af Bruce Bisland på trommer, der har været i bandet siden start 90’erne, Tony O’hora på keyboard, der tilsluttede sig i 2003, samt bassist Pete Lincoln, som kom til i 2006.

Slade-guitarist Dave Hill har været med lige fra bandets spæde start, hvilket også gør ham til et originalt bandmedlem. Ved sin side har han bassist John Berry, der har været med siden 2003, samt to nytilkomne bandmedlemmer bestående af Russell Keefe på keyboard og Alex Bines på trommer, der begge blev en del af bandet i 2019. Det var selv samme line up, der optrådte i Horsens og København tilbage i november sidste år.

 

Billetkontor: +45 9935 5566